Stærk & Smertefri

Jacob Beermann
undefined
Mar 20, 2026 • 1h 10min

#75 Artrose og slidgigt i hofte og knæ: Skal slidgigt skånes væk, viser scanningen slid og skal du altid få en kunstig hofte?

Artrose bliver i daglig tale ofte kaldt slidgigt. Det lyder helt klart som noget, der skal pakkes ind i vat, passes på og parkeres på sofaen. Men det er en dårlig idé, hvis du gerne vil have det bedre - og kunne mere - også selvom du har artrose i dine knæ eller hofte. I denne episode har jeg besøg af fysioterapeut Thomas Frydendal, som er fysioterapeut, kandidat i fysioterapi og PhD samt forsker med speciale i hofteartrose og knæartrose og deraf smerter i hofte og knæ. Han har med andre ord stor viden om slidgigt og har blandt andet stået bag et studie publiceret i New England Journal of Medicine om effekten af operation versus træning ved svær hofteartrose. En af de vigtigste pointer i episoden er, at det største problem med artrose og slidgigt ofte ikke kun er selve forandringerne i leddet, men hvad du gør (eller undgår at gøre) efter du får diagnosen. For hvis du tror, at din hofte eller knæ er "slidt op" eller "knogle mod knogle", så giver det god mening, at du skåner kroppen, passer på og er bekymret - problemet er, at inaktivitet sjældent er en god løsning. I episoden snakker vi blandt andet om: Hvad er forskellen på artrose og slidgigt - og betyder ordene noget? Hvilke symptomer ses typisk ved hofteartrose og slidgigt i knæ? Hvorfor viser scanninger og røntgen ikke altid, hvor ondt du har? Kan træning hjælpe på artrose - og hvilke former for træning giver mening? Hvad gør du, hvis smerterne blusser op efter aktivitet? Hvornår er operation relevant - og hvornår er det ikke? Hvilke myter gør folk mere bange end de behøver at være? Se meget mere på Maxer.
undefined
Jan 9, 2026 • 1h 28min

Special #10 HjerneRO: Når kroppen gør ondt og sindet larmer - vejen til HjerneRO med smerter

I denne specialepisode fra april 2025 er jeg på besøg i podcasten "HjerneRO" hos Mads Hyldig og Martin Riis Kastrup til en spændende og nuanceret samtale om smerter, psyke og redskaber til at leve bedre med kroniske smerter. 1,3 millioner danskere lever med kroniske smerter - smerter, som har varet i mere end 3 måneder. Det er virkeligt mange - og det slider. På sindet, på energien, humøret, hukommelsen, det sociale, kroppen og meget mere. Lyt med, hvis du vil høre om: Hvorfor oplever så mange smerte uden at kroppen nødvendigvis er gået i stykker? Hvordan hænger smerte og stress sammen - og hvorfor kan begge forværre hinanden? Hvilke myter om smerter vi bør droppe fx at pakke os ind i vat, overbeskyttelse, undgåelse og passe på. Hvad kan du konkret gøre for at mindske smerte i hverdagen - fra mindset til handling? Hvordan kan du forstå smerter med både hjerne og hjerte, fornuft og frygt? Hvilke refleksioner, strategier og små ændringer kan give mere overskud i livet med smerter? Hvordan kan psykologisk forståelse og praktiske redskaber gå hånd i hånd, når det gælder trivsel med kroniske smerter? Konkrete værktøjer til at få mere mental ro, selv med smerter, og komme tættere på at leve det liv, som du ønsker.
undefined
Dec 1, 2025 • 1h 14min

#74 CFT: Få livet tilbage på trods af smerter - med cognitive functional therapy

Cognitive Functional Therapy (CFT) - eller på dansk kognitiv funktionel terapi (KFT) - er en af de mest veldokumenterede, moderne og helhedsorienterede tilgange til behandling af længerevarende smerter. CFT er især undersøgt i forbindelse med kroniske rygsmerter, men tilgangen til smertebehandling kan bruges på hele kroppen. Cognitive functional therapy er ikke en "quick fix"-metode og det handler ikke om at "tænke positivt" eller ignorere dine smerter. I stedet kombinerer CFT viden om smerter, bevægelse, adfærd, følelser og livsstil til at give patienten en praktisk og håndgribelig strategi, der hjælper dig med at genvinde kontrol over din krop og hverdag. I denne episode har jeg besøg af Kasper Ussing, som er fysioterapeut, master i muskuloskeletal fysioterapi og medejer af Spine & Mind Fysio, en klinik i Odense med særligt fokus på CFT, som han har arbejdet med og forsket i siden 2008. I episoden snakker vi blandt andet om: Hvad er CFT - og hvordan adskiller det sig fra andre behandlingsformer? Hvordan foregår et CFT-forløb - og hvad gør man konkret i sessionerne? Hvilke typer af smertetilstande eller patienter har tendens til at reagere bedst på CFT? Hvad siger forskningsresultaterne om effekt på smerte, funktion og livskvalitet - både på kort og lang sigt? Hvordan arbejder CFT med tanker, følelser og bevægelse - uden at det bliver "ren psykologi" eller "bare træning"? Hvad er nogle af de største udfordringer for patienter i CFT og hvordan kan de overvinde dem? Hvilke myter om smerter skaber unødvendig frygt - og hvordan arbejder CFT med dem? Hvordan CFT er en individuelt tilpaset og funktionsfokuseret tilgang, som bygger på at få en hjælpsom og betryggende forståelse af sine smerter og gradvist eksonere sig til meningsfulde aktiviteter. Se meget mere på Maxer.
undefined
Nov 12, 2025 • 1h 25min

Special #9: Fra landshold til løbesko - hvordan variation har givet mig træningsglæden tilbage (Gæst i Tunge Vægte & Tunge Ben)

I denne specialepisode fra juli 2025 er jeg på besøg i podcasten "Tunge Ben & Tunge Vægte" hos Mikkel Valgreen til en snak om hvordan man finder balancen mellem styrketræning, løb, arbejde, familieliv og restitution - uden at drukne i dogmer, regler og sure pligter. Vi snakker om træning, smerter, motivation, mobilitet og det mentale både som fagperson og menneske. Du får derfor både et fagligt og personligt indblik i, hvordan jeg arbejder med smerter, træning og bevægelse - og hvordan min egen træning ser ud anno 2025. Lyt med, hvis du vil høre om: Hvordan Jacobs træning og tilgang har ændret sig fra landsholdet i styrkeløft til mere helhedsorienteret træning med styrketræning, løb og mobilitet. Hvordan man kan få plads til træning i en travl hverdag - også når man har børn, klienter og et liv med mange bolde i luften. Hvorfor det vigtigste ikke er hvad du laver, men hvordan du tilpasser det til din hverdag. Hvordan "Alt det, din krop kan, må den gerne" er en frigørende tankegang, der kan ændre din tilgang til smerter og bevægelse. Hvordan løb og styrketræning kan supplere hinanden - og hvorfor det sjældent er enten-eller. Hvad Jacob gør, når motivationen mangler - og hvorfor det handler om at fjerne forhandling, ikke at bruge mere viljestyrke. Hvordan AI og teknologi kan bruges til at strukturere træning - hør om hvordan Jacobs løbetræning er planlagt og løbende justeret af en AI-app. De vigtigste erfaringer fra 15+ år som træner og smertebehandler i træningsverdenen. Hvordan du bør udfordre din krop - også når det provokerer smerte - og hvorfor bevægelse næsten altid er en del af løsningen. Hvad der sker, når du slipper idéen om "perfekt teknik" og i stedet lærer at tilpasse teknikken til din kropsbygning. Hvordan erfaring med smerter og træning over mange år kan ændre perspektivet fra "at passe på" til "at udforske".
undefined
Aug 8, 2025 • 1h 2min

#73 Overgangsalder: Hvad du selv kan gøre med træning og kost i overgangsalderen

Overgangsalderen - også kaldet menopause - er ikke en krise eller sygdom - det er en overgang. Men det er en periode med mange forandringer og for nogle kan det være en meget hård periode (hej hedeture kl. 03:27). Der er stor forskel på hvilke symptomer kvinder har i overgangsalderen, hvor hårdt de er ramt og hvor længe menopausen varer - og der er begrænset viden fra forskningen på flere områder om menopause. Der er mange små justeringer du kan lave i forbindelse med overgangsalder i fx træning, kost, søvn, arbejde, hverdag og forventninger som kan være hjælpsomme. I denne episode har jeg besøg af Lasse Gliemann, som er humanfysiolog, lektor og forsker i overgangsalder på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet. Lasse har arbejdet med overgangsalder i 15 år og i denne episode snakker vi blandt andet om: Hvad er overgangsalder, hvornår starter overgangsalderen og hvor længe varer menopause? Hvilke symptomer er almindelige i overgangsalder - både fysisk, mentalt og kognitivt? Hvad er forskellen på præ-, peri- og postmenopause? Hvordan ser effektiv styrketræning ud i overgangsalder? Og hvilken effekt kan man forvente på styrke og muskelmasse? Hvordan påvirker overgangsalder energiniveau, søvn, kropskomposition og koncentration? Hvilken rolle spiller kost, protein og søvn - og hvilke realistiske tiltag virker egentlig i overgangsalder? Hvad er de mest udbredte myter om overgangsalder, symptomer, træning og kost? Hvordan påvirker faldet i østrogen muskelmasse, fedtfordeling, knogler og kredsløb? Hvornår giver hormonbehandling (HRT) mening at overveje? Læs mere på Maxer.
undefined
Jul 4, 2025 • 55min

#72 Ultraforarbejdet mad: Er det så usundt og farligt som medierne påstår?

Ultraforarbejdet mad (UFM) og ultraprocesserede fødevarer (UPF) er blevet buzzwords og medierne skriver i skræmmende negative vendinger om hvor farlige og usunde disse fødevarer er. Men hvad dækker begreberne egentlig over og hvad viser forskningen på området? Sammen med Søren Eltong - personlig træner i Maxer - gennemgår jeg i denne podcast fakta, myter og de mange glemte nuancer om ultraforarbejdet mad, så du ikke bliver fanget i frygt for fødevarer. Vi ser på, hvorfor klassifikationen af ultraprocesserede fødevarer kan være nyttig og problematisk - og hvorfor nogle ultraforarbejdede fødevarer faktisk kan være praktiske og sunde. I episoden snakker vi blandt andet om: Hvad dækker begrebet ultraforarbejdet mad egentlig over - og er al ultraforarbejdet mad usundt? Hvordan fungerer NOVA-klassifikationen af ultraprocesserede fødevarer - og hvad er dens begrænsninger? Er alt ultraforarbejdet mad skadeligt og usundt - eller kan der også være fordele? Hvordan kan du kende forskel på forarbejdet og ultraforarbejdet mad? Hvordan kan frygtprægede budskaber om mad og sundhed gøre mere skade end gavn? Hvad siger forskningen om ultraforarbejdede fødevarer, sundhed, overvægt og risikoen for at blive syg? Hvad kan du konkret fokusere på i din kost, hvis du vil være sund og rask i en verden fyldt med ultraforarbejdet mad? Læs meget mere på Maxer.
undefined
Apr 4, 2025 • 1h 3min

#71 Sygeliggørende smertesyndromer: Sidder der noget fast og låst i din skæve ryg?

Hvordan påvirker det din smerteoplevelse, når du får fortalt, at du har facetledssyndrom, piriformissyndrom, et skævt bækken, en låsning i ryggen eller impingement i skulderen? Det kan du høre meget mere om i denne episode om smertesyndromer. Mange smertesyndromer lyder farlige og komplicerede, men er oftest blot en bred betegnelse og label for hvor du har ondt - ikke hvorfor du har ondt, hvad du kan gøre ved det eller hvor slemt det står til. I denne episode snakker jeg med fysioterapeut og osteopat Jens Gram fra Aarhus Osteopati (AAO) om, hvordan mange udbredte smertesyndromer kan bidrage til unødig frygt og forvirring - og hvordan smerter og smertesyndromer kan forklares på en mere realistisk, videnskabeligt funderet og tryghedsskabende måde. Vi snakker blandt andet om: Hvordan reagerer mange, når de får at vide, at noget sidder skævt, fast, låst eller i klemme? Hvorfor føles nogle forklaringer logiske selvom de er forkerte og uhensigtsmæssige ifølge forskningen? Hvordan kan labels og smertesyndromer som "piriformis-syndrom", "facetledssyndrom", "bækkenløsning", "skulder impingement", "låsning i ryggen" eller "skævt bækken" påvirke din smerteoplevelse negativt? Hvilken rolle spiller sprog og kommunikation i behandlingen af smerter? Hvordan kan behandlere skabe tryghed og handlemuligheder i stedet for frygt og undgåelse? Hvad siger forskningen om scanninger, diagnoser og behandlingseffekt? Hvad er forskellen på biomekaniske og bio-psyko-sociale forklaringer på smerte? Hvordan genskaber du tillid til kroppen efter mange forklaringer og fejlslagne forsøg på behandling? Læs meget mere på Maxer.
undefined
Mar 20, 2025 • 58min

Klienthistorie #15: Anna om hvorfor "pas på dig selv" er misforstået, efterfødselstræning og at finde ro i kropslige forandringer

Graviditet og efterfødsel er en periode med store forandringer, både fysisk og mentalt. Mange kvinder mødes med velmenende råd om at "passe på sig selv", men hvad betyder det egentlig og er det en god strategi? I denne episode fortæller tidligere klient Anna om sin rejse gennem to meget forskellige graviditeter og hvordan træning hjalp hende til at finde ro i sin krop. Hun har haft forløb med Karoline og Robin som begge er personlige trænere hos Maxer. I denne episode snakker vi blandt andet om hvorfor du ikke kun skal holde dig i ro, at velmenende råd ikke altid er gode og frygten for bækkenløsning. Hør også mere om: Hvorfor kan rådet "pas på dig selv" være misforstået under graviditet og efterfødsel? Hvordan oplevede Anna to vidt forskellige graviditeter og hvilke udfordringer stod hun overfor? Hvad gjorde hun anderledes i sin anden graviditet for at undgå smerter og bevare sin bevægelighed? Hvordan kan træning være en vej til både fysisk og mental tryghed under og efter graviditet? Hvilke velmenende - men dårlige råd fik Anna - og hvordan navigerede hun i dem? Hvordan påvirkede efterfødselstræning hendes kropsopfattelse og følelse af styrke? Hvad kan andre kvinder tage med sig fra Annas oplevelser for at finde balance i kroppens forandringer under graviditet og efter fødslen? Læs meget mere på Maxer.
undefined
Nov 22, 2024 • 1h 11min

#70 "Det hele hænger sammen - og derfor er alt vigtigt" - om specifik smertebehandling med Aarhus Osteopati

I denne episode har jeg besøg af Jens Gram fra Aarhus Osteopati til en snak om hvordan og hvorfor behandling mod smerter virker - og hvordan behandlingen nogle gange virker af andre grunde end vi selv tror. Smertebehandling er komplekst, mange behandlingsformer har en effekt og ingen behandlingsformer ser ud til at være overlegne. Alligevel er der mange - til tider modstridende - forklaringer. Og mange af dem ved vi i dag i 2024 er forkerte, forældede og potentielt skadelige. Jens Gram er professionsbachelor i fysioterapi og uddannet osteopat samt diplomuddannet i kvinders sundhed. Han er medarbejder af Aarhus Osteopati (AAO), som er den største danske kæde af osteopater med over 100 behandlere fordelt på 18 klinikker over hele landet. I episoden snakker vi blandt andet om: Den udbredte misforståelse om at fordi "det hele hænger sammen" i kroppen, så er alt vigtigt i behandlingen af smerter. Er behandlingen mod længerevarende smerter så specifik, som vi ofte tror som behandlere - eller er der noget mere på spil? Hvordan kan vi undgå at give patienter negative forventninger og fremme en helhedsorienteret tilgang til smertebehandling? Anatomisk possibilisme og hypotetiske diagnoser - hvordan forestillede, overdrevne, usandsynlige og ubeviste forhold påstås at eksistere mellem anatomiske strukturer. Hvorfor både patienter og behandlere ofte foretrækker en klar diagnose - når uvished føles for ubehageligt. Hvad kan manuel behandling? Og hvad kan manuel behandling ikke? Hvad med osteopati? Hvordan fysioterapeuter, kiropraktorer og osteopater historisk set har udviklet sig ud fra forskellige syn på kroppen og videnskabelige grene. Hvor vigtigt er det at være specifik i sin behandling? Og kan man overhovedet være specifik i behandlingen af smerter? Kan terapeuter manipulere organer og tarme, sætte led på plads, påvirke fascier specifikt - og hvad er evidensen bag disse påstande? Hvordan har Aarhus Osteopati som klinik ændret opfattelse af smertebehandling over tid? Fra fejlstillinger, forkerte træk, forkerte bevægelser, dårlig holdning, stabiliserende muskler, korrekt løfteteknik, holde ryggen i ro, ikke sove på maven, sætte led på plads og låse dem op, skævt bækken og hofte, benlængdeforskel og skæv ryg, manipulation af organer, fascier og kraniet. Du kan læse meget mere på Maxer.
undefined
Oct 21, 2024 • 1h 20min

Special #8: Jacob er succesfuldt mislykket med sin drøm (Gæst i TRÆNER)

I denne specialepisode er jeg på besøg i HealthLabs podcast "TRÆNER" hos Martin Pedersen & Emil Fuglsang til en snak om min egen historie og rejse ind i træningsverden fra 2005 til at blive personlig træner, smertebehandler og foredragsholder. Selvom jeg har drevet Maxer siden 2010, spurgte en ny klient mig for nyligt: "hvad arbejder du egentlig med til daglig?". Jeg deler ikke så ofte indhold om mig selv, min baggrund, historie og hvordan jeg er endt hvor jeg er - det kan du høre meget mere om i denne episode. I episoden snakker vi blandt andet om: Hvordan jeg aldrig har haft som mål at arbejde med træning - tværtimod - og hvorfor jeg alligevel elsker at hjælpe andre mennesker. Min skabelon i livet om at gå all-in, gøre ting ordentligt og dele hvad jeg ved og lærer. Hvordan jeg succesfuldt er mislykket med min drøm om at blive journalist. Hvorfor jeg var nødt til at skifte fra Fitness World (Pure Gym) til Fitness dk (SATS) - og derefter blive selvstændig. Mit skifte til at arbejde mere med smerter - og hvorfor jeg tog en kandidatgrad til. Hvordan jeg i 2010 fokuserede på skadespotentialet og hvordan du kan få en sindssygt fed skade, hvis du gør dig umage. Min tid på landsholdet i styrkeløft - squat, bænkpres og dødløft - og hvad jeg lærte af det. Begrænsningerne ved den danske jantelov - og hvorfor jeg flyttede til Oslo. Hvad jeg vil anbefale nye trænere at fokusere på - og hvorfor de bør regne beglæns, overlappe og har pligt at sælge. Etik og moral indenfor personlig træning - og vigtigheden af at kende sine egne begrænsninger. At leve som en munk, være et kapitel foran og problemet med hængepatter og bikinikrop.

The AI-powered Podcast Player

Save insights by tapping your headphones, chat with episodes, discover the best highlights - and more!
App store bannerPlay store banner
Get the app