Genstart

DR
undefined
Aug 9, 2023 • 29min

Håbløshed i Hollywood

De lever af at skabe fortryllende universer og vidunderlige film, som vi allesammen elsker. Men nu har amerikanske skuespillere og manuskriptforfattere i tusindvis nedlagt arbejdet og er gået på gaden i protest. For selvom de får millionerne til at rulle ind hos streamingtjenesterne og filmstudierne, så ser langt de fleste kun en brøkdel af pengene - og nu frygter Hollywoods vigtigste arbejdere, at en ny kreativ underklasse er på vej. Jacob Ludvigsen er filmredaktør på Soundvenue og fortæller om branchen, der lever af at fortælle eventyr, men som er blevet et mareridt for dem, som laver dem. Vært: Anna Ingrisch.
undefined
Aug 8, 2023 • 25min

Arkitektens sorte samvittighed

En dårlig grøn samvittighed tynger skuldrene på én af Danmarks førende arkitekter. Længe har arkitektur primært drejet sig om æstetik og smukke former, men den tiltagende bevidsthed om byggeindustriens kulsorte klimaaftryk har stillet branchen over for et historisk skift. I mange år har man bekymringsløst bygget i beton og stål, men det går ikke længere. I dag står byggeriet for mere end 40 procent af jordens CO2-udledninger. For Dan Stubbergaard kan det føles som at arbejde for tobaksindustrien. Han er prisvindende arkitekt og indehaver af tegnestuen COBE. I dagens Genstart taler han om, hvordan man er arkitekt uden samtidigt at ødelægge den klode, man ønsker at gøre til et bedre og smukkere sted. Vært: Thomas Tjaerandsen.
undefined
Aug 7, 2023 • 24min

Nigers ørkenvandring

En gruppe soldater toner frem på Nigers stats-TV. I ly af natten har de væltet den demokratisk valgte præsident. De seneste år har landet arbejdet tæt sammen med EU om at lukke de store migrantruter, der går gennem ørkenlandet. Et samarbejde, der efter kuppet hænger i en tynd tråd. Og det kan få store konsekvenser i Europa. Det forventer Hans Lucht, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, som har rejst og mødt menneskesmuglere, migranter og lykkeriddere i det vestafrikanske land. Vært: Anna Ingrisch.
undefined
Aug 4, 2023 • 27min

Barbies makeover

Et symbol på syg, amerikansk forbrugerkultur er skyld i, at piger og unge kvinder får et forskruet forhold til deres kroppe. Anklagerne mod Barbie har eksisteret, lige siden dukken kom på markedet for mere end 60 år siden. Nu vil Mattel, skaberne bag hende, relancere den blonde plastikdukke som en feministisk figur i en storslået Hollywood film. Filmen slår rekorder og bliver sommerens store blockbuster, men den vækker også hidsig debat - især blandt konservative, amerikanske kommentatorer. Hvorfor er det så vigtigt for Mattel at gøre Barbie til et feministisk ikon? Birgitte Borup, der er tidligere udlandsredaktør på Berlingske Birgitte Borup og kommende kulturredaktør på samme avis, fortæller om Mattels succesfulde markedsføring af det lyserøde univers. Vært: Anna Ingrisch.
undefined
Aug 3, 2023 • 25min

Et djævelsk våben

De falder som regn med få sekunders mellemrum og er nærmest umulige at undslippe. Klyngebomben er et uhyre effektivt våben, som ukrainerne længe har efterspurgt på slagmarken. Nu sender USA den omdiskuterede ammunition til Ukraine, med håbet om at de kan bekæmpe de russiske stillinger og sikre Ukraine et gennembrud i deres offensiv. Klyngebomber er et af de mest barbariske og grusomme våben, der findes, og kritikere frygter, at det vil koste mange civile liv - også efter krigen er forbi. Kan Ukraines kamp for fred retfærdiggøre brugen af selv de værste våben? Krigsfotograf Jan Grarup fortæller i dagens Genstart, om de rædsler, klyngebomben forårsager. Vært: Anna Ingrisch.
undefined
Aug 2, 2023 • 26min

Brandslukning

En meget vid forståelse af ytringsfriheden har siden Muhammed-krisens rasen været en ukrænkelig del af den danske selvforståelse. Men med udsigt til en diplomatisk krise i Mellemøsten, fortæller udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen søndag, at regeringen vil indføre et forbud mod koranafbrændinger foran udenlandske ambassader. Selv når ytringsfriheden har været allermest under pres, har danske regeringer ellers troligt forsvaret den frie ret til ytre sig - også når det provokerer, skaber vrede og voldsomme reaktioner. Politisk kommentator og Venstres pressechef under Muhammed-krisen, Søs Marie Serup forklarer, hvorfor politikere, der tidligere stod så urokkeligt, nu har rykket sig. Vært: Anna Ingrisch.
undefined
Aug 1, 2023 • 26min

Og så til uvejret

Da Anja Fonseca starter som vejrvært på DR for snart 20 år siden, er vejrudsigten et roligt og ufarligt åndehul i de danske familier. Men varmerekorder, ødelæggende oversvømmelser og nærmest uendelige tørker begynder at gøre det ellers hyggelige TV-vejr til en ubehagelig påmindelse om et klima i hurtig forandring. Som geolog ved Anja, at klimaet altid har ændret sig, men alligevel bliver hun mere og mere opmærksom på den fart, det sker med. Og især denne sommer har hun fulgt de vilde vejrfænomener, som hun kun forventer bliver værre. Hvordan skal vi tale anderledes om vejret, nu hvor varmerekorder ikke længere er nær så hyggelige..? Vært: Anna Ingrisch.
undefined
Jul 31, 2023 • 28min

Arven fra den gule trøje

Jonas Vingegaard leverer en vaskeægte magtdemonstration på årets Tour de France. To uger inde i det historiske løb er der kun få sekunder ned til løbets nummer to, Tadej Pogachar. Men efter den 16. etape - den 22 kilometer lange enkeltstart - øger Jonas Vingegaard sit forspring med godt halvandet minut til sin største rival. Det får nogle fans og journalister til at se på præstationen med mistro - selvom der ikke er skyggen af beviser på, at han bruger præstationsfremmende midler. Cykelsportens lange historie er nemlig nedfældet på en rus af alkohol, stoffer og doping. Men bør man sætte spørgsmålstegn ved nutidens ryttere på grund af fortidens ugerninger? Forfatter og cykelkommentator Bastian Emil Goldschmidt fortæller om dopingspøgelset, som år efter år hjemsøger de bedste ryttere i Tour de France. Vært: Anna Ingrisch.
undefined
Jul 28, 2023 • 25min

Kejserens nye klub

En stor grå Audi triller ind på parkeringspladsen ved det lokale idrætsanlæg i den lille nordjyske by Pandrup. Bag rattet sidder Klaus-Dieter Müller, en tysk mand med store ambitioner. Han tilbyder at købe den lille nordjyske fodboldklub Jammerbugt FC og dermed redde den fra konkurs. Det vækker stor glæde i den lille by, men snart viser det sig, at Klaus-Dieter Müller har andre planer med klubben end dem, de lokale drømmer om. Hurtig udskiftes det meste af fodboldholdet med afrikanske spillere, som han lover guld og grønne skove. Men hvad er Klaus-Dieter Müllers plan med at overtage den lille nordjyske fodboldklub, Hvorfor skifter han hele holdet ud og er han i virkeligheden den, han giver sig ud for at være? Imens Genstart holder sommerferie får du her første episode af DR Dokumentars nye podcastserie "Kejserens Nye Klub". Resten af serien kan du høre i DR Lyd allerede nu.
undefined
Jul 17, 2023 • 26min

Ode til tarmen

Oluf poder sit nyfødte barnebarn på læberne og næseborene med et par vatpinde, der kort forinden har været inde i moderens vagina og endetarm. Barnet er født ved kejsersnit, og nu forsøger han at viderebringe de samme bakterier, virus og svampe til den nyfødte, som det normalt får ved en vaginal fødsel. Håbet er, at han således har gjort sit nye barnebarn mere modstandsdygtig overfor en række kroniske sygdomme. Oluf er ikke hvem som helst. Han er professor og lidt af en verdensstjerne, når det kommer til forskning i kroppens indre økosystemer. Senest har hans forskning ledt til en større forståelse af, hvad der kan fastholde anoreksipatienter i sygdommen. I dagens Genstart fortæller professor Oluf Borbye Pedersen om, hvor afgørende tarmen er for vores sundhed - og hvad vi selv kan gøre for at hjælpe den. Vært: Anna Ingrisch.

The AI-powered Podcast Player

Save insights by tapping your headphones, chat with episodes, discover the best highlights - and more!
App store bannerPlay store banner
Get the app