Radio Information

Dagbladet Information
undefined
May 19, 2023 • 40min

Cannes, Asbest og bye-bye til den værdibaserede udenrigspolitik

Information har tidligere beskrevet, hvordan der var asbest bag fliserne, da Frelsens Hær fik renoveret deres herberg på Amager. Både beboere og polske håndværkere blev udsat for kræftfremkaldende asbestfibre. Nu har to af håndværkerne henvendt sig til avisen: for de har aldrig hørt noget om asbest. Ulrik Dahlin fortæller historien. Filmredaktør Christian Monggaard er i Cannes. Igen. Og denne hans 25. gang er der traditionen tro både en parade af gode film og en skandale, der fylder en hel del. Denne gange er det valget af åbningsfilmen, den kontroverseille franske instruktør Maïwenns Jeanne du Barry med den ikke mindre kontroversielle Johnny Depp i hovedrollen. Men som Monggard skriver: »Selv om de tydeligvis har ønsket det anderledes, er det måske, Maïwenn og Thierry Frémaux, der nu for alvor får sat gang i det franske #MeToo-opgør.« Rune Lykkeberg er her også. Til en optur over den udenrigspolitiske strategi, som han ser som et endelige opgør med Anders Fogh Rasmussens værdibaserede aktivisme. 
undefined
May 12, 2023 • 39min

Skibene ved Nord Stream og Annie Ernauxs begær

Det var et udtryk for »klassisk desinformation« og »grundløse russofobiske insinuationer«, da Dagbladet Information for nylig skrev, at der var russiske flådeskibe i nærheden af Nord Stream-rørene, få dage før rørene blev sprængt i luften. Sådan sagde Maria Zakharova, talspersonen for det russiske udenrigsministerium, i sin ugentlige briefing den 3. maj, hvor hun brugte hele ti minutter på at tale om de nye oplysninger om russiske skibe, som Information har bragt frem. Den danske forsvarskommando bekræftede ellers, at den danske patruljebåd Nymfen havde taget 26 billeder af det russiske specialfartøj SS-750 i området øst for Bornholm den 22. september 2022. En af journalisterne bag historien er Bo Elkjær. Han er i studiet og fortæller om, hvordan de har lavet historien. Og så skal vi tale om litteratur – stor OG sexet litteratur. Bodil Skovgaard Nielsen har anmeldt den nye oversættelse af Annie Ernaux dagbøger fra perioden, hvor hun var besat af begær efter en russisk diplomat i Paris.  Rune Lykkeberg er her også til en optur over, at en arbejdsopgave, der traditionelt har været udført af kvinder, og som ikke har nydt sammen anerkendelse som mændenes arbejde, nu er det, der skal redde kloden.  Vi hylder det reproduktive arbejde!
undefined
May 5, 2023 • 45min

Grænsekontrollen fortsætter, #Metoo virker stadig og solen skinner altid

Vi har fri bevægelighed og skal derfor slet ikke have grænsekontrol, men det har vi alligevel haft siden 2016, og for nylig valgte regeringen igen at forlænge kontrollen – endnu en gang med henvisning til trusler mod Danmark. Men det er usikkert, om begrundelsen lever op til EU-rettens krav, erkender justitsminister Peter Hummelgaard nu. Og dermed erkender han jo også, at Danmark potentielt krænker borgernes ret til uhindret at krydse grænserne. Lasse Skou Andersen fortæller. Rune Lykkeberg har en optur over, at #Metoo stadig virker. Og over de nye aspekter, som sagen om Lizette Risgaard åbenbarer. Men bliver man smidt ud, skal man også kunne lukkes ind igen. Ellers overfører vi bare højrefløjens strafbegejstring. Og så har vi premiere på den nye serie Børn af solen, hvori Johanne Pontoppidan Tuxen og Mikkel Vuorela fortæller energiens historier forfra. HELT forfra. Og det vil de gøre helt op til i dag i et helt år. De kigger forbi og fortæller om serien. Og om solen. Åh, solen …
undefined
Apr 28, 2023 • 40min

Tucker Carlson er færdig, Zelenskyj fik hul igennem, og Peter Laugesen digter videre

Der er nyt fra digter Peter Laugesen, og det er skønt i sig selv, men det allerbedste er alligevel, at det giver anledning til at invitere Erik Skyum-Nielsen i studiet til en snak om den nye digtsamling, men også om, hvordan man nærmer sig Brabrand-digteren, hvis man ikke allerede har haft fornøjelsen. Vi skal vende ugens mest omtalte telefonsamtale, nemlig den mellem Xi Jinping og Volodymyr Zelenskyj. Vores Kinakender Martin Gøttske analyserer. For samtalen var et gennembrud, men vi skal ikke tro, at den signalerer et nybrud i Beijings forhold til Moskva. Og så har Rune Lykkeberg optur over fyringen af USA’s mest populære tv-vært Tucker Carlson. Siden er mere end 700.000 seere forsvundet, og netværket bag kanalen har mistet værdi. Og så skal vi da også lige vende det faktum, at en mand, der vil være 86 år ved slutningen af næste præsidentperiode, alligevel vælger at stille op.
undefined
Apr 21, 2023 • 38min

Russiske spioner, dommen over Fox News og forbud mod PFAS

Just som man troede, at man kunne spise sin morgenomelet med en vis ro, bliver man mindet om den teflonpande, man stegte den på. PFAS er overalt. Politikerene har stået på nakken af hinanden for at fremstå handlekraftige, men alligevel er der ikke støtte til et forslag fra Enhedslisten om at forbyde stoffet. Hvordan hænger det sammen? Louise Drivsholm forklarer. Rune Lykkeberg har en optur over, at Fox News og kanalens ejer, Rupert Murdoch, har indgået et forlig, der betyder, at de skal betale svimlende 787 millioner dollar i erstatning til producent af de amerikanske stemmemaskiner Dominion Voting. Man må nemlig ikke lyve, når man ved, at man lyver. Og så skal vi tale om russiske spioner i Danmark. For som reaktion på Ruslands invasion af Ukraine blev 15 formodede efterretningsofficerer udvist af Danmark. Ifølge regeringen har de udført spionage på dansk grund. Samtidig har russiske diplomater og russisksindede aktører forsøgt at påvirke den danske offentlighed og fremme russiske interesser. I en ny serie afdækker Information russiske aktiviteter i Danmark. Bo Elkjær, datanørd og en af  journalister bag serien fortæller.
undefined
Apr 14, 2023 • 33min

Amerikanske elbiler, Macrons tale og en TV-serie som du SKAL se

En gang imellem er det på sin plads at råbe »Stoooooop! Den her tv-serie skal du se« midt i det bombardement af indhold, som streamingtjenesterne udsætter os for. ’Beef’, en ny komedie- og dramaserie på Netflix, er sådan en anledning. Bodil Skovgaard Nielsen har set den. Hun lover ikke at spoile, men har et råd, før du går i gang: Hold øje med kragerne … Rune har optur over den amerikanske miljøstyrelse, EPA. Onsdag fremlagde styrelsen en række forslag til nye regulativer, der nedsætter den øvre grænse for biler og lastvognes CO₂-udledning til et så lavt niveau, at det skulle blive mere rentabelt for bilindustrien i USA at satse på elbiler. Det betyder, at to ud af tre nye personbiler solgt i 2032 bliver en elbil! Og så skal vi tale om det interview, som den franske præsident, Emmanuel Macron, gav på et fly hjem fra Kina. Tore Keller maner til besindelse. For den ulmende strid om Taiwan og den stiltiende kinesiske opbakning til Rusland har endelig afsluttet naivitetens tid i Vestens forhold til Kina.
undefined
Apr 7, 2023 • 46min

Mindre arbejde, flere sneakers og lidt Minkkommission at slutte på

Politikerne vil så gerne have, at vi arbejder noget mere. Men flere og flere danskere vil gerne arbejde mindre eller på andre måder. Hvorfor denne diskrepans? Det har min kollega Laurids Sandborg kigget på i denne artikel – og det skal vi selvfølgelig tale om.  Filmanmelder Christian Monggaard har været i biografen og set ’Air’, Ben Afflecks nye film, der handler om manden, der overbeviste Michael Jordan om at gå i Air Jordans.  Og så er der jo indlandschef her på avisen, Anton Geist. Han skulle være ugens optursredaktør, fordi chefredaktør Rune Lykkeberg har ferie, men sådan en havde han ikke med til os. Til gengæld har han jo stået i Minkkommission til knæene de sidste år, og det giver os anledning til at se på, hvad der egentlig gik forud for, at embedsmændene i forrige uge fik taget deres advarsel tilbage. 
undefined
Mar 31, 2023 • 44min

Aborthistorier, våbeneksport til Israel og popmusik, der heler

I år er det 50 år siden, aborten blev fri. Gennem årene har den ret ofte været til diskussion, men som regel har det handlet om de lægelige, etiske eller juridiske perspektiver. De personlige fortællinger om kvinders provokerede aborter har fyldt meget lidt, og pladsen til at tale om de svære og konfliktfyldte følelser har været snæver. I en ny serie i Information fortæller ti kvinder deres meget forskellige aborthistorier. Fotoredaktør Sigrid Nygaard fortæller om serien. Rune Lykkeberg har været til koncert med Thomas Helmig, den første efter sønnen Hugo Helmigs død. Det var en bevægende fest, der mindede chefredaktøren om popmusikkens styrke som et øjebliks frihed fra de tungere eksistentielle vilkår. Det skal også handle om våbeneksport til Israel med danske komponenter. Israel er de seneste år blevet kritiseret for mulige krigsforbrydelser efter bombardementer i Gaza. Alligevel bidrager Danmark med eksport af våben til landet. Information undersøger i en ny serie i samarbejde med Danwatch, hvordan dansk militært udstyr er endt i Israel, og hvordan det bliver brugt. Sebastian Gjerding og Lasse Skou Andersen fortæller.
undefined
Mar 24, 2023 • 40min

Velfærdsstatens krise, klimapanelets advarsler og Spielbergs formative år

Steven Spielbergs nye film ’The Fabelmans’ er et poetisk, morsomt og indsigtsfuldt værk af en moden mester, der med klarhed ser tilbage på de hændelser i hans barndom, som formede hans videre færd både menneskeligt og karrieremæssigt. Det er interessant i sig selv, men barndommens begivenheder er samtidig små ledetråde til hans enorme bagkatalog. Filmredaktør Christian Monggaard fortæller om filmen. Om at stortude til E.T. i biografen som 10-årig med sin fraskilte mor. Og om en instruktør, som han mener er kunstnerisk underkendt. Vi skal også tale om krisen i velfærdsstaten. Mette Frederiksen mener, at advarselslamperne blinker, og vi står ved en skillevej for velfærdsstaten. Men ser fremtiden virkelig så dyster ud? Louise Drivsholm har talt med en række velfærdsforskere, der nedtoner kriseretorikken og har svært ved at se det nye i de problemer, som statsministeren peger på. Rune Lykkeberg har ikke lyst til en optur i denne uge. For rapporten fra det internationale klimapanel IPCC tegner et dystert, dystert billede, samtidig med at det politiske system virker apatisk som aldrig før. Det er surrealistisk, men det er virkeligt. »Vi har en regering, som fører ansvarlighedspropaganda, men svigter det største ansvar,« skriver Lykkeberg. »Et politisk system besat af at forsvare sig, men som aldrig for eftertiden vil kunne forsvare det aktuelle klimasvigt«.  
undefined
Mar 17, 2023 • 47min

Højreekstrem radikalisering på teenageværelset

Gennem tre måneder har Information fulgt et lukket, højreekstremt onlinefællesskab, hvor unge danskere helt ned til 13 år har delt potentielt ulovlige videoer af hængninger og masseskyderier og forsøgt at skabe en bevægelse for det, de beskriver som »den hvide race«. Er vi vidner til en højreekstrem radikalisering og rekruttering via danske teenageværelser? Eller er der bare tale om et fordomsfuldt fællesskab, hvor teenagere eksperimenterer med grænser? Journalist på Moderne Tider Ida Nyegård Espersen kigger forbi og gør os klogere på fænomenet. Filmredaktør Christian Monggaard har set og anmeldt Christoffer Guldbrandsens længe ventede nye dokumentarfilm, A storm foretold. Filmen, der har verdenspremiere på CPH:DOX i denne weekend, handler om den politiske lobbyist og konsulent Roger Stone, der var en af Donald Trumps nærmeste venner og rådgivere og hovedarkitekten bag ’Stop the steel’-kampagnen, som førte direkte til stormløbet på den amerikanske kongres 6. januar 2021. Den danske instruktør har haft direkte adgang til Roger Stone og kaster et afslørende blik på den tidligere Trump-rådgiver og hans metoder. Og endelig skal vi tale om frygten for en ny global finanskrise i kølvandet på Silicon Valley Banks kollaps sidste weekend. Mathias Sindberg kommer i studiet for at fortælle os alt det, vi bør vide om krakket i den amerikanske bank, og hvad det kan få af konsekvenser – både for verdensøkonomien og for selvbilledet i Silicon Valley.

The AI-powered Podcast Player

Save insights by tapping your headphones, chat with episodes, discover the best highlights - and more!
App store bannerPlay store banner
Get the app