

Radio Information
Dagbladet Information
Radio Information giver dig det bedste overblik over ugens vigtigste historier. Vært: Rasmus Bo Sørensen
Episodes
Mentioned books

Oct 27, 2021 • 46min
Langsomme Samtaler: Lea Ypis fantastiske historie om barndommen i det socialistiske Albanien som et familiedrama og frihedskamp
Den politiske filosof Lea Ypi fortæller i denne samtale med Rune Lykkeberg om, hvordan hun har oplevet socialismens og liberalismens fallit. Hvordan hun tror på, at alle stræber efter samme frihed og hvorfor hun i dag underviser i socialisme.

Oct 22, 2021 • 42min
Radio Information: Forsyningskrisen, tidens bedste tv-serie og optur over en togtur
Det kan være svært at holde styr på alle de kriser, verden har rodet sig ud i de senere år – og nu skal vi gudhjælpemig til at lære navnet at kende på endnu én: forsyningskrisen.
Bedst som verden er på vej ud af corona-lammelsen, har et kaotisk sammenfald af mere eller mindre tilfældige hændelser ramt den globale økonomi og skabt kaos, priseksplosioner, forstoppelse og mangelsituationer på kryds og tværs. Jørgen Steen Nielsen gæster programmet for at udlægge krisens årsager og virkninger – herunder hvad den kan betyde for den grønne omstilling.
Og så kigger vores allesammens åndelige tv-serie-vejleder Lone Nikolajsen forbi. Hun har netop udstået kulturredaktionens månedlange selvpålagte karantæne fra amerikansk kultur, og har den seneste uge dulmet sine abstinenser med at pløje sig igennem tredje sæson af den populære amerikanske tv-serie Succession.
I ved dén, hvor arvingerne til en rig mediemogul kæmper om at overtage farmands tv-imperium OG titlen som seriens absolut største røvhul. Men hvorfor er det egentlig så fascinerende at følge med i den økonomiske elites personlige og moralske fallit? Det taler jeg med Lone Nikolajsen om.
Og endelig har jeg chefredaktør Rune Lykkeberg igennem fra Paris med en ... ja, transportbaseret optur, kan man vel kalde det. Han har nemlig taget toget derned – og det har han ikke fortrudt. For når man triller stille gennem Europa i tog, ser man faktisk den afstand, man tilbagelægger, og får dermed en fornemmelse af livet, som det leves i mellemrummene mellem de store metropoler. I den virkelighed, vi plejer at flyve hastigt henover.
At det så også pynter på ens personlige CO2-regnskab, er bare en ekstra grund til at indløse billet.
På det gamle bumletog, vi kalder Radio Information, holder jeres faste lokomotivfører Anna von Sperling en velfortjent ferie, og i stedet har jeg, Rasmus Bo, sat mig til rette i styrehuset. Fut, fut – og velkommen til.

Oct 20, 2021 • 43min
Langsomme Samtaler: I forstår det ikke. Men Orbán er den mest intelligente leder i Europa
Overgangen fra kommunisme til kapitalisme i Østereuropa er en langt, langt sværere opgave end nogen havde forestillet sig for 30 år siden. Den kroatiske forfatter og journalist Slavenka Drakulic fortæller i denne samtale med Rune Lykkeberg om Østeuropas tragiske dilemma, Orbáns intelligens og et nyt politisk håb.

Oct 16, 2021 • 47min
Støjbergs instruks: Vidneudsagn fra kontorchef belaster Støjberg, og det samme gør et hidtil ukendt tv-klip
Inger Støjberg ville ikke have en ordning med mulighed for undtagelser. Hun ville have, at alle asylpar, hvor den ene part var under 18, blev adskilt.
Det var det indtryk, daværende kontorchef Jesper Gori fik, da han deltog i et møde med den daværende udlændinge- og integrationsminister den 9. februar 2016. Og samtidig var Jesper Gori af den overbevisning, at en undtagelsesfri ordning ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Den rutinerede embedsmand er et af de vigtigste vidner for anklagerne i rigsretssagen mod Inger Støjberg, og i denne uge blev han afhørt over tre dage. Først af anklagerne, og så af forsvarerne.
I denne uges episode af podcasten ‘Støjbergs instruks’ gennemgår Anton Geist og Ulrik Dahlin hans vidneudsagn. Og de diskuterer styrkerne og svaghederne ved hans forklaring.
Desuden fortæller d’herrer om et hidtil ukendt, fire og et halvt år gammelt tv-klip, hvor Inger Støjberg kommer med en forklaring, der står i modstrid med, hvad hun nu siger i rigsretten.

Oct 15, 2021 • 42min
Radio Information: De franske højres nye håb
Minder det her jer ikke om noget?
»I starten grinede de fleste af ham og hans klovneagtige fablerier om fransk storhed, en snarlig islamisk magtovertagelse af den femte republik, og at kvinderne skulle tilbage til kødgryderne.Nu er der ikke så mange, der ler længere. Til gengæld taler alle om ham.«
Med en kometagtig fremgang i meningsmålingerne er der en reel mulighed for, at Éric Zemmour kan blive den person, som udfordrer præsident Emmanuel Macron i anden runde af valget til april næste år. Det ekstreme højre i Frankrig har fået et nyt håb. Tore Keller fortæller.
Og vi bliver i Frankrig, for Rune Lykkeberg har interviewet den franske forfatter Virginie Despentes, der fortæller om sin tid som sexarbejder, om voldtægt, og om hvordan venstrefløjen skal gentage hippiernes ambition om at finde sammen og blive lykkelige igen. Og opfordrer os alle sammen til at droppe vreden.
Den er Christian Monggard og jeg helt med på. Vi er nemlig fine eksemplarer af Generation X. Lyt med sidst i programmet, hvor vi opfører ... hm, et lille stykke radiodrama om at være netop det, i anledning af, at kulturtillægget i denne uge udkommer med et tema om generationer.
Og husk at tage testen!

Oct 13, 2021 • 47min
Langsomme samtaler: Vreden er en håbløs politisk strategi for venstreorienterede
Rocken er død, samfundet er ulykkeligt og vreden er overtaget af den ekstreme højrefløj og Facebook. Den franske forfatter Virginie Despentes fortæller i denne samtale om sin tid som sexarbejder, om voldtægt og om hvordan venstrefløjen skal gentage hippiernes ambition om at finde sammen og blive lykkelige igen

Oct 9, 2021 • 39min
Støjbergs Instruks: Vi har lidt svært ved at tro på forklaringen fra topembedsmand i rigsretten
Afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet Line Skytte Mørk Hansen foretog den 10. februar 2016 et eller muligvis to opkald, som har en central betydning for sagen om adskillelse af asylpar.
Hun ringede til en vicedirektør i Udlændingestyrelsen. Og hvis man skal tro vicedirektøren, pålagde Line Skytte Mørk Hansen styrelsen at iværksætte en ulovlig administration.
I denne uge blev Line Skytte Mørk Hansen så afhørt over to dage i rigsretten. Her forklarede hun, at hun skam ikke gav ordre til ulovligheder. Tværtimod ringede hun for at sikre en lovlig administration.
Den forklaring sætter Anton Geist og Ulrik Dahlin fokus på i denne uges episode af podcasten Støjbergs instruks.
De peger på en række forhold, som gør det vanskeligt at fæstne lidt til afdelingschefens forklaring. Og de diskuterer, hvilken betydning hendes vidneudsagn har for vurderingen af Inger Støjbergs mulige skyld i sagen.

Oct 8, 2021 • 45min
Radio Information: Socialdemokratisk sejrsgang i Europa og historien om et rugemorskab
Martin og Nicolai Køster Rimvall begge er 32 år. De er gift, og de vil gerne have børn. Derfor får de gennem et firma i Israel kontakt til Karen – en 20-årig kvinde i Bogota, Colombia. Karen vil gerne bære et barn skabt af deres sæd og en anden kvindes æg. Karen vil gerne være deres rugemor, eller som det hedder i branchen: surrogatmor.
De sidste fire uger har man i Moderne Tider kunnet læse historien om, hvordan Storm kom til verden. I to år har skribent Line Vaaben og fotograf Sigrid Nygaard fulgt tilblivelsen af en ny type familie. Sigrid Nygaard kommer i studiet og fortæller om det arbejde.
Og så blev det ugen, hvor Mette Frederiksen skulle afholde sin tredje åbningstale i Folketinget. Det blev timet med, at en historisk bred landbrugsaftale faldt på plads, og det var ikke nogen tilfældighed, mener Lars Trier Mogensen. Ved at fokusere de politiske kræfter på samlende og tværpolitiske projekter er statsminister Mette Frederiksen godt i gang med at neutralisere de borgerlige partier OG stække sine potentielt kritiske støttepartier.
»Enigheden får Christiansborg til at ligne et byråd – og Mette Frederiksen Danmarks borgmester,« skriver han. Han kommer i studiet og uddyber.
Og vi bliver ved stærke socialdemokratier. For med Arbeiderpartiets triumf i Norge og SPD’s sejr i Tyskland er den helt sikker: Socialdemokratierne sidder med ét på Norderuoapa, efter coronapandemien har vist, hvor stærke velfærdsstaterne var. Det er der – med alle mulige forbehold – grund til at have en optur over, siger Rune Lykkeberg.

Oct 8, 2021 • 47min
Langsomme Samtaler: Europa skal gøre sig klar til at føre magtkampe i verden
Hvis vi vil slås for alt det, vi holder af ved Europa, skal vi gøre os klar til at bruge ubehagelige midler, opruste militært og handle som en sand stormagt. Det forklarer den hollandske journalist og forfatter Geert Mak i denne langsomme samtale med Rune Lykkeberg.

Oct 2, 2021 • 28min
Støjbergs Instruks: Afdelingschef leverede et opsigtsvækkende vidneudsagn
Ligesom i showbiz går det op og ned i rigsretten.
I en periode er det gået nogenlunde godt for Inger Støjberg. Men de seneste dage har været mindre gode for den forhenværende minister.
Som altid samler Anton Geist og Ulrik Dahlin i denne episode af ’Støjbergs instruks’ op på ugens vidneudsagn i rigsretssagen. Især er de optagede af afhøringen af en afdelingschef, der leverede et opsigtsvækkende vidneudsagn.
Frank Bundgaard, som afdelingschefen hedder, var ikke selv involveret i adskillelsen af asylpar. Og måske netop derfor er han et særligt troværdigt vidne på, hvad der skete i ministeriet.
Desuden diskuterer Anton og Ulrik betydningen af to forskellige referater, der begge er belastende for Inger Støjberg. Det ene er velkendt, men det andet er nyt for offentligheden. Og meget bemærkelsesværdigt er det skrevet af Jonas Christoffersen.
Han var direktør for Institut for Menneskerettigheder, dengang han skrev referatet. Men i dag er han en del af Inger Støjbergs forsvarshold.


