Radio Information

Dagbladet Information
undefined
Apr 2, 2026 • 48min

Den parisiske café, den globale energikrise og vores eget lille Jesusmoment

I ugens Radio Information taler Rune Lykkeberg med Bodil Skovgaard Nielsen om cafeen som institution i vores liv og med Jørgen Steen Nielsen om energikrisen, som udstiller vores afhængighed af naturødelæggende energikilder. --- Det er påske i Radio Information, og Rune Lykkeberg er vikar, fordi Rasmus Bo Sørensen er på ferie.  Vi taler om det bedste og det værste i de vestlige samfund. Cafeen som et kunstnerisk sted for modernisterne og det æstetiske sted for intellektuelle og samtalens sted for de moderne demokratier. Og om energikrisen, som afdækker og udstiller vores samfundsundergravende afhængighed af energikilder, der ødelægger vores natur.  Om cafeen som rum i vores liv og kulturinstitution taler vi, fordi Bodil Skovgaard Nielsen har set og anmeldt udstillingen Café Society på Orddrupgaard. Bodil kommer i studiet og fortæller, hvad det er, hun finder på malerierne fra 1800-tallets magiske metropol, Paris, som hun savner i sit liv i dag. Hun fortæller om nostalgien ved at genbesøge den parisiske café, men også om det utopiske løfte, hun finder på udstillingen.  Om energikrisen kommer Jørgen Steen Nielsen og taler, fordi han igen har dækket den for avisen og har det helt store overblik. Vi står nu igen i en akut krise, fordi vi er alt for afhængige af fossil energi. Det ville jo være godt, hvis det fik efterspørgslen på fossil energi og forbruget af den til at falde. Men det ville ikke være godt, hvis det går ud over dem, der har mindst, eller hvis det accelererer økonomisk ulighed og politisk utilfredshed.  Vi tager den store tur gennem energikrisens transformative potentiale og sociale risici. Og så minder vi i anledning af påsken om, at vi er langt mere tilgivende og tolerante over for folk, som har begået fejl i fortiden, end vi normalt antager. 
undefined
11 snips
Mar 27, 2026 • 1h 16min

Valgets bøvlede tale og Irans strategiske overlegenhed

Niklas Hessel, journalist og analytiker med fokus på Iran, giver vurderinger af strategiske forhold. Mathias Sindberg, journalist, forklarer vælgervandringer og drikkevandets rolle. Jette Aagaard, indlandsredaktør, skitserer parlamentariske muligheder. Anton Geist, journalistisk chefredaktør, analyserer politiske strategier. De taler om regeringsforhandlingernes længde, drikkevand som kampagnetema og Irans strategiske position.
undefined
Mar 20, 2026 • 1h 7min

En lavintens verdenskrig, manosfæren på nettet og Grønlands skæbnestund

Irankrigen er på tredje uge eskaleret til det, Rune Lykkeberg kalder ’en lavintens verdenskrig’, hvilket præger ugens udgave af Radio Information. Vi dykker også ned i 'manosfæren', runder ugen i politik og rapporterer fra hverdagslivet i Grønland i skyggen af det storpolitiske spil. --- Krigen i Iran har nu stået på i tre uger, og intet tyder på, at en deeskalering er undervejs. Sammen med Rune Lykkeberg vender vi den seneste uges begivenheder og taler blandt andet om Irans angreb på olie- og gasanlæg i flere nabolande, situationen i Libanon, der balancerer på kanten af et kollaps og den faldende støtte til krigen i Trumps eget MAGA-bagland. Højt mod nord står Grønland klemt i det storpolitiske spil mellem Danmark og USA. Så hvordan reagerer grønlænderne i dén situation? De lever deres liv, selvfølgelig. For kan man andet? Mikkel Vuorela og Sigrid Nygaard rapporterer fra det grønlandske samfunds- og hverdagsliv på et meget mærkeligt tidspunkt i landets historie. Vi tager også et dybt dyk ned i den aktuelle maskulinitetskrise sammen med Bodil Skovgaard Nielsen og Matthias Dressler-Bredsdorff. Med udgangspunkt i Louis Therouxs nye Netflix-dokumentar taler vi om ’manosfæren’ – en giftig parallelverden, hvor hårdtpumpet kvindehad og kynisk marketing går hånd i hånd. Og endelig skal vi også nå en tur omkring vores valgpanel, hvor Natalie Barrington Rosendahl runder ugens vigtigste politiske begivenheder i selskab med Anton Geist, Laura Friis Wang og Mathias Sindberg.
undefined
Mar 13, 2026 • 1h 12min

Magtskifte i Iran, vold på Noma og blå bloks indre splittelse

Ugens Radio Information handler om den nye ayatollah i Iran, om stjernekokken René Redzepis fald og om blå blok, der både leder efter et fælles projekt og en samlende figur. --- Mojtaba Khamenei har erstattet Ali Khamenei som Irans nye leder. Sønnen har arvet magten fra faderen som i et kongedømme. Det vidner om et desperat regime, der har forrådt sine egne principper og tror på krig mod alle som dets sidste chance. Rune Lykkeberg udlægger magtsituationen i det vaklende iranske præstestyre og gør status på en planløs krig, der truer med at sprede sig kaotisk til hele Mellemøsten. Han var Nomas mangeårige chef og et af de største navne inden for gastronomiens verden. Men nu har René Redzepi trukket sig som chef for Noma efter at flere tidligere ansatte har fortalt om dårlige arbejdsforhold, vold og ydmygelser på stjernerestauranten. Jeg taler med Rasmus Elmelund og Lærke Cramon om det, der måske kan blive kokkefagets MeToo-øjeblik. Og så skal vi også høre fra vores ugentlige valgpanel, som gør status på valgkampen  for de blå partier, der – efter en noget klodset start – nu mærker en snert af momentum. Men hvad er egentlig det fælles blå projekt, og kan man overhovedet blive enige om, hvem der skal lede det? Det diskuterer Jette Aagaard, Laura Friis Wang og Villads Andersen sammen med Natalie Barrington Rosendal.
undefined
Mar 6, 2026 • 1h 9min

En farlig krig, fiktionens kvindelige politikere og valgpanelet om pension

Rune Lykkeberg, tidligere chefredaktør og kommentator, forklarer hvorfor krigen mod Iran er farlig. Anita Brask Rasmussen, kulturredaktør, og Bodil Skovgaard Nielsen, kunstkritiker, diskuterer fiktionens blik på kvindelige politikere. Jette Aagaard, indlandsredaktør, Anton Geist, journalistisk chefredaktør, og Sebastian Gjerding, journalist, debatterer Socialdemokratiets pensionsudspil.
undefined
Feb 26, 2026 • 57min

Valgspecial: Kan venstrefløjen vinde på fritid og formueskat?

I denne særudgave af Radio Information taler Informations skarpe valgpanel om nogle af de emner, som vi tror og håber bliver en del af valgkampen. Og om den kyniske timing i valgudskrivelsen. --- Vi skal stemme den 24. marts, og Informations valgpanel, som i denne uge består af journalist Laura Friis Wang, journalistisk chefredaktør Anton Geist og ansvarshavende chefredaktør Rune Lykkeberg, kommer med deres bud på de store temaer i valgkampen. Truslen fra USA og Donald Trump er stor, og Rune Lykkeberg efterlyser klare svar fra de politiske partier på, hvordan vi bliver uafhængige af USA og genvinder vores digitale, efterretningsmæssige, militære og politiske selvbestemmelse. Og så efterlyser han et modspil fra venstrefløjen til den etablerede sandhed om den militære oprustning som svaret på alle udfordringerne. Da Mette Frederiksen torsdag udskrev valget, sagde hun, at Socialdemokratiet går til valg på at indføre en formueskat på 0,5 procent, som rammer de allerrigeste i landet. Tidligere på ugen foreslog Enhedslisten en formueskat, og i et interview her i Information siger Pia Olsen Dyhr, at også SF går til valg på en formueskat, som skal udligne uligheden. Moderaterne og Venstre er kritiske – og skattepolitikken ser ud til at udgøre en klar politisk skillelinje i valgkampen. En skillelinje på venstrefløjen kan meget vel blive den, som handler om arbejde over for fritid. Socialdemokratiet har med SVM-regeringen haft stort fokus på arbejdsudbuddet, som Mette Frederiksen i 2023 kaldte den »ny valuta«. SF ønsker at give danskerne mere fritid og går til valg på at genindføre Store Bededag såvel som fjumreåret og forlænge barselsorloven med en måned – og det er noget, der sagtens kan være stemmer i. Klimaet glemmer vi naturligvis ikke, selvom statsministeren ikke nævnte det i sin tale. Det er ikke så meget co2-udledningen, som det er de nære, miljømæssige spørgsmål – i form af rent drikkevand og rene fjorde og dyrevelfærden i de danske stalde, som har vist sig at give genlyd i befolkningen.  Endelig får Anton Geist lov til at rase ud over den kyniske timing i valgudskrivelsen, som fandt sted få minutter efter at Folketinget havde hastebehandlet den fødevarecheck, som deler unødvendige, skattefri gaver ud til en stor del af danskerne. I denne uge er det gratis at lytte til valgpanelet, men fremover vil kun et uddrag af paneldebatten være en del af Radio Information. Hvis du ønsker at få hele baduljen – og adgang til Informations daglige valgpodcast Information går til valg, samt talrige artikler, analyser, kommentarer og ledere om valget, så skal du være abonnent på Information. Du kan få en måned gratis lige her https://mit.information.dk/tilbud.
undefined
Feb 20, 2026 • 59min

Nekrolog over midterregeringen, techgiganterne for retten og Gisèle Pelicot som vor tids helt

I ugens Radio Information skriver vi SVM’s politiske testamente. Vi anmelder også Gisèle Pelicots stærke selvbiografi, og så fortæller vi om en 20-årig kvinde, der har taget kampen op mod verdens største techgiganter. --- Mens valgtrommerne buldrer, rykker slutdatoen for den udskældte midterregering stadig nærmere. Ambitionen var, at midten skulle kunne det, blokkene ikke magtede: tage de upopulære beslutninger. Flytte de tunge brikker, som ingen andre turde røre. Erfaringen har vist noget andet. De vidtgående reformer, som SVM-partierne lovede hinanden ved magtovertagelsen – og som Lars Løkke Rasmussen (M) siden har presset på for – er aldrig blevet til virkelighed. Lars Trier Mogensen skriver nekrolog over midterregeringens ambitioner, der smuldrede undervejs.  Gennem næsten ti år blev Gisèle Pelicot bedøvet og systematisk udsat for brutale seksuelle overgreb i sit eget hjem – alt sammen orkestreret og filmet af hendes mand. Senere, under retssagen i 2024, blev hun et verdenskendt feministisk ikon, da hun insisterede på fuld åbenhed med budskabet: »Skammen skal skifte side.« Nu er hendes selvbiografi udkommet, og Bodil Skovgaard Nielsen har sovet dårligt i tre dage for at kunne anmelde den for os.  Er sociale medier som Instagram og TikTok bevidst designet til at gøre unge brugere afhængige? Og kan de stilles til regnskab for deres psykologiske skadevirkninger? Det er lige nu omdrejningspunktet for en spektakulær retssag i Californien, hvor en 20-årig kvinde har taget kampen op mod nogle af verdens største techgiganter. Louise Schou Drivsholm fortæller om retssagen – og hvad vi egentlig ved om sociale mediers påvirkning af børn og unges trivsel. 
undefined
Feb 13, 2026 • 1h 11min

Europas hullede forsvar, historien om folkedrab og nye stormfulde højder

Hvad skal der til, hvis Europa skal kunne forsvare sig selv uden hjælp fra USA? Det giver vi et bud på i ugens Radio Information, hvor vi også fortæller den utrolige historie om to holocaustoverleveres indflydelse på den internationale retsorden – og så anmelder vi Wuthering Heights. --- Vil USA være der for os, hvis Europa skulle blive angrebet? Og kan vi forsvare os selv, hvis ikke? Det er de ubekvemme spørgsmål, som udgør bagtæppet for weekendens sikkerhedskonference i München. Niklas Hessel har set nærmere på, hvad der konkret skal til, hvis Europa skal vikle sig ud af sin afhængighed af USA og blive i stand til at tage vare på sin egen sikkerhed. Det bliver dyrt og besværligt, men det er ikke umuligt, hvis altså viljen og sammenholdet er der.  Har Israel begået folkedrab? Eller forbrydelser mod menneskeheden? Debatten raser for tiden blandt eksperter og lægfolk. Og vil man for alvor forstå diskussionen, er den utrolige historie om ophavsmændene til de to begreber et godt sted at starte. Hersch Lauterpacht og Raphael Lemkin var begge store juridiske begavelser fra det 20. århundrede, de var begge jøder, og de undslap begge Holocaust. Men de kom op med hvert deres forskellige begreb til at indfange grusomhederne – rent juridisk. Anton Geist har været en tur i de historiske arkiver for at fortælle hele historien bag den aktuelle debat. Og efter al den død og ødelæggelse, har vi vist brug for noget kærlighed – og så er det jo heldigt, at Lone Nikolajsen har været i biografen og se Emerald Fennells nye filmatisering af Wuthering Heights – Stormfulde højder – der netop har fået premiere lige op til Valentinsdag. Et tematisk tyndt, men visuelt overvældende drama med silende regn og indestængt liderlighed i lange baner, lyder dommen. Lone uddyber sidst i programmet.
undefined
Feb 6, 2026 • 59min

Epstein-filernes hemmeligheder, elevloftet i folkeskolen og vinterens bedste sange

Ugens Radio Information handler om Epstein-filernes nedslående indblik i magtelitens gustne netværk. Men vi uddeler også karakterer til Socialdemokraternes nye folkeskoleudspil og taler om vinterens bedste sange i anledning af snestormen derude. --- Siden det amerikanske justitsministerium i sidste uge frigav tre millioner dokumenter, 180.000 billeder og 2.000 videoer fra den afdøde milliardær Jeffrey Epsteins arkiv, er bukserne blevet trukket ned på både kendte og kongelige, og en moralsk korrumperet magtelite er blevet udstillet og offentligt ydmyget. Men hvad kan vi lære af det nedslående indblik i magtens gustne netværk? Det har Rune Lykkeberg et bud på.  Der skal være lavere til loftet i den danske folkeskole. I hvert fald lavere til klasseloftet. Det mener Socialdemokratiet, som onsdag lancerede deres nye politiske udspil, Lilleskolen, der i sin essens går ud på at indføre et klasseloft på 14 elever i indskolingen fra 0.-3. klasse. Det skal blandt andet ske ved at uddanne flere lærere og bygge nye klasselokaler. Med forslaget har partiet muligvis fundet den magiske formel, der skal sikre Mette Frederiksen en tredje periode efter det kommende folketingsvalg. Men vil det nye klasseloft også løse de udfordringer, folkeskolen står med i dag? Det taler vi med Louise Schou Drivsholm om. Det er hvidt herude, minusgrader, kølig blæst og is på søerne, snestormen er kommet til Danmark, og selv om der er rigeligt af problemer i verden at tage sig af, så skal man også nogle gange bare tage sig tid til at sætte sig med noget varmt i koppen, lægge et lille slumretæppe om fødderne og så måske nyde nogle af de mange smukke sange om frost, blæst og sne, vi har. Det gør vi så med Kristian Villesen, sidst i programmet.
undefined
Jan 30, 2026 • 1h 3min

Ny afsløring i Findsen-sagen, mørket i Stephen Miller og et uomgængeligt mesterværk

I ugens Radio Information afslører vi hidtil ukendt viden om Lars Findsen-sagen. Vi tegner også et portræt af hjernen bag de stadig mere brutale deportationer i USA, og så anmelder vi en hjerteskærende dokumentar om den femårige palæstinensiske pige Hind Rajabs alt for korte liv. --- Ved et hidtil mørklagt retsmøde i 2022 erkendte Lars Findsen, at han havde bekræftet kabelsamarbejdet med USA over for to journalister. Det fremgår af en aktindsigt, Information har fået i retsbogen, hvis indhold hidtil har været ukendt for offentligheden, fordi retsmødet foregik bag dobbelt lukkede døre. Anton Geist og Sebastian Gjerding fortæller, hvad den afsløring betyder for vores forståelse af sagen – og så runder vi selve kabelsamarbejdet, der med USA’s nye uforudsigelige kurs fremstår i et noget andet lys nu, end da aftalen blev indgået. Drabene på to tilsyneladende uskyldige mennesker i Minneapolis, USA, har udløst sorg og bølger af vrede protester over metoderne i Trumps immigrationspolitik. Mathias Sindberg udlægger den voksende modstand mod de maskerede ICE-agenter og grænsebetjente og tegner et portræt af hjernen bag den stadig mere brutale udvisningspolitik, vicestabschef i Det Hvide Hus Stephen Miller – eller som Vanity Fair tidligere har omtalt ham: ’Mørkets engel’.  Og endelig skal det handle om hybriddokumentaren Hind Rajabs stemme, der er bygget op om et autentisk opkald til alarmcentralen i Ramallah i januar 2024. På lydklippet hører man den femårige palæstinensiske pige Hind Rajab, fanget i Gaza i en bil under beskydning fra det israelske militær. Bilens seks øvrige passagerer, alle familiemedlemmer, er allerede skudt og dræbt, og mens nødhjælpsarbejderne taler pigen til ro, forsøger de at få en ambulance frem til hende. Men ambulancen når aldrig frem. “Et uomgængeligt mesterværk,” siger vores anmelder Lone Nikolajsen om filmen, som vi taler om sidst i programmet.

The AI-powered Podcast Player

Save insights by tapping your headphones, chat with episodes, discover the best highlights - and more!
App store bannerPlay store banner
Get the app