

Arbejdstitel
Euroman
En podcast af Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné for det internationale, tænkende menneske.
Episodes
Mentioned books

May 5, 2022 • 1h 13min
Med Martin Kongstad
Et emne, der ofte bringes op i ’Arbejdstitel’, er den københavnske madscene, og hvordan man spiser godt. Og er der én, som ved meget om det, er det forfatter og madanmelder Martin Kongstad, som gæster programmet i det nyeste afsnit.
Samtalen kommer vidt omkring og kredser blandt andet om den bedste og værste ret, Martin Kongstad har spist, om hvorvidt kaffe kan drikkes af glas, om lange kashmir-strømper, og så fortæller Martin Kongstad historien om, hvordan han fik fingrene i Bent Fabricius-Bjerres grønne Armani-fløjlsbukser for fem kroner.
Martin Kongstad er desuden netop hjemvendt fra en af sine mange ture til Rom, og han deler generøst ud af gode tips til byen, som Oliver og Kristoffer snart skal besøge.
Og der er naturligvis intet afsnit af ’Arbejdstitel’ uden det sagnomspundne format ’Overvurderet/Undervurderet’. Denne gang diskuteres vigtige emner som tennis, løb, at gå på stranden og om man bør have coffee table books liggende på sofabordet.

Apr 21, 2022 • 1h
Med Esben Bjerre
Scenen er sat på Nordsjællands ambassade i midten af København, bedre kendt som Café Victor. En institution i dansk restaurationsliv og en veloplagt kulisse til det nyeste afsnit af Arbejdstitel.
Radiovært, gardinmand og bestyrelsesmedlem med mere, Esben Bjerre, er gæst i dagens program. Og på trods af at Kristoffer var ude aftenen før og så dybt i flaskerne, bliver det alligevel til en højspændt snak om alt det gode, vi bruger vores tid på.
Esben har været alene i New York på arbejdstur, men har alligevel fundet tid til både at spise og drikke. Han giver sit run-down af de gode restauranter og barer, han har besøgt.
I programmet kommer Esben Bjerre og værterne Oliver Enné og Kristoffer Dahy Ernst også omkring Esbens manglende evne til at bruge penge, der blandt andet betyder, at han endnu ikke har fulgt sin bankrådgivers opfordring til at skrue op for forbruget og købe den Jeep Grand Cherokee, han så gerne vil have.
Det velkendte format Overvurderet/Undervurderet bliver naturligvis også besøgt, og i denne omgang er det Kristoffer, der har medbragt tre ting, som Esben og Oliver vurderer. De tre ting er cider, loungen i lufthavnen og vin i magnumflasker.

Apr 7, 2022 • 51min
Om at være alene
Hvordan tilbringer du den tid, du har med dig selv?
Studiet i Contentbunkeren og Københavns spisesteder er skiftet ud med Kristoffer Dahy Ernsts lejlighed på Frederiksberg i det nye afsnit af 'Arbejdstitel', hvor han sammen med Oliver Enné taler om, hvordan man bedst tilbringer sin tid i eget selskab.
For hvordan kan man få nogle korte afbræk til alenetid i hverdagen? Og hvor placerer man sig på en restaurant, hvis man tager ud for at spise solo?
Det populære segment ’Overvurderet/Undervurderet’ er naturligvis også en del af afsnittet, og denne gang sættes The Beatles, oliven, Byredo og Campari til diskussion.
Ligesom det forgående afsnit er dette program sponsoreret af luksusbrandet Loewe og det schweiziske sportswearbrand On, der sammen har skabt en hightech outdoor-kollektion med bl.a. trail-løbesko, t-shirts, løbetøj og en parka.
Oplev kollektionen i Loewe x Ons pop-up shop i Collage The Shop i Illum, der netop er åbnet.

Mar 24, 2022 • 1h 4min
Med Malene Malling
Kaffebaren Sonny i Indre by er mødestedet for Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné i det nye afsnit af Arbejdstitel, hvor de får selskab af Malene Malling.
Malene Malling startede sin karriere som modeskribent for Nylon og britisk Vogue, inden hun søsætte sit eget magasin Cover, der gennem et årti var en toneangivende magtfaktor i dansk mode. I dag er hun indehaver af Malling Publications og tøjbrandet La Bagatelle. Og så er hun en veloplagt gæst i det nye afsnit af ’Arbejdstitel.
Her taler hun med Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné om britisk arrogance, gårdhaven på Hotel Costes, påskeferier på La Colombe d’Or, kunsten at sammensætte et godt middagsselskab og meget, meget mere.
Programmet runder naturligvis også det populære format ’Overvurderet/Undervurderet’, hvor de to værter i samråd med Malene Malling tager stilling til håndlavet keramik, højtider, gode manerer og Michael Jordan.
Denne episode af Arbejdstitel er sponsoreret af Loewe og On.

Mar 10, 2022 • 52min
Om forårsgarderoben
Dagene bliver længere, den spæde sol er ikke til at slippe af med og vinteren er langsomt men sikkert ved at sige farvel. Med andre ord: Foråret er hastigt på vej.
Det kalder på et skifte. Både mentalt og i indstillingen til livet – nu åbner verden igen – men også helt konkret i forårsgarderoben. Hvad signalerer den lettere garderobe, hvordan er reglerne og er der items, vi glæder os til at iføre os?
Alt det bliver diskuteret i det nye afsnit af Arbejdstitel, hvor værterne Oliver Enné og Kristoffer Dahy Ernst er trukket i forårsklæder.
Den nye årstid er altid en budbringer af god stemning. Og det er naturligvis ikke anderledes i år, når glæden ved lysere tider trænger igennem æteren i Arbejdstitel og helt ud til lytteren.
Det nye afsnit indeholder naturligvis også det faste element Overvurderet/Undervurderet, der kommer omkring essentielle elementer som blandt andet sukker i kaffen, Yeezy-sliders og print på T-shirts.

Feb 24, 2022 • 58min
Med Frederik Bille Brahe
Frederik Bille Brahe er kok og restauratør, og nu gæster han Arbejdstitel. Frederik står bag succesfulde steder som Apollo Bar, Atelier September, Kafeteria SMK og bageriet Sofi i Berlin.
I det aktuelle afsnit med Frederik snakker de to værter Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné med ham om stemningen i Berlin, om den gode skaldyrsrestaurant i Lissabon og drømmen om at flyve til Kyoto og få en totaloplevelse.
Vanen tro kommer Arbejdstitel også omkring det populære segment ‘Overvurderet/Undervurderet’, hvor de to værter i samråd med Frederik Bille Brahe fælder hårde domme over alt fra Sriracha chilisauce over magasinet Popeye og til luksusbrands som Celine.

Feb 10, 2022 • 47min
Redaktionsmødet
I har spurgt, vi har lyttet, og efter et års pause er Euromans populære podcast ‘Arbejdstitel’ tilbage.
Meget er sket siden sidst, og nu mødes Oliver Enné og Kristoffer Dahy Ernst igen for at genoptage deres veloplagte snakke om det bedste i livet: Rejser, mad, motion, mode og velvære. Det faste format Overvurderet/Undervurderet er naturligvis også en del af den nye sæson.

Feb 2, 2022 • 1h 8min
Med Mathias Zanka Jørgensen
I programmet taler Oliver Enné og Kristoffer Dahy Ernst med Zanka om hans tid i Istanbul, at søge ly på Chiltern Firehouse i London og om at fejre deltagelsen ved VM med bravour ved at investere i et af de mest eftertragtede ure i verden.
Værter: Oliver Enné og Kristoffer Dahy Ernst
Gæst: Mathias Zanka Jørgensen
Producer: Nina Buth Olsen
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann

Feb 2, 2022 • 1h 1min
Sommerspecial: Om Aarhus - Del 1
I den nyeste sommerspecial er Oliver Enné og Kristoffer Dahy Ernst taget til Smilets by for at opleve noget af det bedste, byen har at byde på. Det betyder slentren gennem Latinerkvarteret og et hurtigt visit hos Aros inden turen går til pizzariaet Il Locale, hvor de taler med Mark Sommerlund, der gennem ti år har kørt skobutikken Shoe Chapter i hjertet af byen.
Værter: Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné
Gæst: Mark Sommerlund
Producer og foto: Nina Buth Olsen

Feb 2, 2022 • 1h 7min
Sommerspecial: Om Aarhus - Del 2
I del to af Arbejdstitels sommerspecial i Aarhus reflekterer Kristoffer og Oliver over deres middag i byen aftenen forinden og smager noget af det bedste bagværk, byen har at tilbyde. De besøger også Lasse Tronhjem, der er bager hos La Cabra, som fortæller om kunsten at bage den perfekte croissant.
Værter: Kristoffer Dahy Ernst og Oliver Enné
Gæst: Lasse Tronhjem
Producer og foto: Nina Buth Olsen


