
Langsomme samtaler Keyu Jin: Kina og USA ved godt, at de begge taber på handelskrigen
Ugens gæst i Langsomme samtaler er den kinesiske økonom og forfatter Keyu Jin. Hun har bl.a. studeret ved Harvard University og er nu professor ved både London School of Economics og Hong Kong University of Science and Technology. Hun er desuden datter af en tidligere kinesisk finansminister og forstår bedre end nogen anden både Kina og Vesten indefra – og udefra.
Keyu Jin har tidligere besøgt podcasten i forbindelse med sin bog The New China Playbook, der giver et sjældent indblik i det kinesiske styres økonomiske logik og politiske ideologi. a.
Nu taler Rune Lykkeberg så igen med Keyu Jin på et kritisk tidspunkt i forholdet mellem USA og Kina. Efter et år med massiv handelskrig, hvor præsident Trump blokerede for eksport af amerikanske chips, og Kina svarede igen ved at begrænse adgangen til kritiske mineraler, befinder vi os nu i en form for våbenhvile. Men spørgsmålet er, om denne stilhed er et blivende resultat af handelskrigen, eller blot en midlertidig pause før det næste store slag.
Spørgsmålet er også, hvad vi kan lære af det, der har udspillet sig mellem Kina og USA det seneste år, og selvfølgelig, hvordan Kina ser resten af verden. Kan vi regne med, at Kina kunne være med til at lave en fred i Ukraine, og hvordan Kina ser mulighederne i verden, efter Trump har gjort USA ekstremt upopulære mange steder?
Alt det og meget mere taler Rune Lykkeberg med Keyu Jin om i denne uges Langsomme samtale.
